Hvis man ikke kan få nok af sko er der god grund til at få sig en forlænget weekend i Belgien og besøge den fremragende udstilling ’shoes or no shoes’.
Når en af de mest fantastiske udstillinger om sko hedder ’shoes or no shoes’, så er det naturligvis ikke fordi, den vil tvinge kvinder ud i en af tilværelsens mere svære valg. Det handler derimod om, at den simpelthen ikke kan undlade at ophøje sko til geniale og formfuldendte kunstværk. Sko er ikke bare noget, der er til at gå i. Det er noget, vi med lethed tager af, beundrer og ophøjer. De er ren nydelse - også for øjet.
Alverdens sko
’shoes or no shoes’ er en permanent samling/udstilling i Belgien ved Kruishoutem. Oplevelsen bliver ikke mindre af, at udstillingen har hjemme i en af Belgiens største arkitektoniske perler, som i sig selv er et besøg værd.
Udstillingen består af tre forskellige spændende kollektioner. Der er en kollektion af over 1200 såkaldte sko-kunstværker skabt af nyere kunstnere og artister fra hele verden. Her får man virkelig lov til at se skoene på helt nye måder og med helt nye betydninger.
Ved siden finder man ’designer-kollektionen’ med nogle af de mest ypperlige sko fra det 20. århundrede, kreeret af bl.a. Manolo Blahnik eller André Perugia. Sidst men ikke mindst er der en etnografisk samling – verdens største - som giver et utroligt indblik i, hvordan sko har set ud gennem tiden – og hvilken rolle de har haft rundt omkring i hele verden.
Besøg udstillingen her: